Relikvier

- hvad er det for noget? Hvad skal man bruge dem til?

Mange af os mennesker er „samlere" af natur og vi omgiver os gerne med ting som siger os noget særligt. Vi sætter billeder af vores nærmeste op på væggen, og vi passer særligt på  genstande, som har tilhørt nogen vi godt kunne lide, eller bare noget, som minder os om dem, selvom tingene i sig selv er fuldstændig værdiløse.
Tingene og billederne bringer måske en erindring om vedkommende frem og gør på en eller anden måde den pågældende person nærværende. Jeg tror det ligger dybt i mennesker at vi gerne vil eje og gemme ting, der minder os om noget bestemt. Fodbold- og rockfans valfarter på tværs af kontinenter for at få en autograf eller noget deres idoler har ejet eller rørt ved.

Selv almindeligvis fornuftige mennesker smed i november 1989 alt hvad de havde de i hænderne og hastede til Berlin for at slå kløerne i et stykke af muren, symbolet på adskillelse, som i ruineret tilstand blev forvandlet til et tegn på fred og samhørighed mellem mennesker. Genstande kan på symbolsk vis fortælle os noget om hvem vi er, eller måske hvem vi gerne vil være, dvs. være med til at give os identitet og selvforståelse.

Også på et mere kollektivt plan har vi brug for sådanne identitetsskabende raritetskabinetter. Museerne rummer masser af kulturskatte som refererer til nationale, politiske og historiske begivenheder. Det drejer sig ofte om ting der har tilknytning til vores levested, vores sprog, vores politiske opfattelse, eller vores arbejde. Vi finder sådanne ting umådelig interessante og det vækker ofte meget stærke følelser, hvis et klenodie i en eller anden situation bliver truet af ødelæggelse, salg, tyveri, eller næsten endnu værre, en videnskabelig undersøgelse der viser at genstanden er noget helt andet end man troede.

Relikvier,

..dvs. rester af kroppen fra et menneske med særlig betydning, eller blot en ting med en bestemt tilknytning til vedkommende, fungerer i mange henseender på den samme måde. Den fysiske genstand fører tanken over på personen. At opbevare hele eller dele af afdøde kroppe som et symbol på et etnisk, religiøst, eller politisk fællesskab er en ældgammel tradition som kan genfindes i meget forskelligartede kulturer og religioner. I kristen, katolsk tradition er de tidligste vidnesbyrd om relikvie-kult næsten samtidige med de tidligste dokumenter om kirken som et institutionelt fællesskab. De unge kirker havde en praktisk interesse i og et behov for at udtrykke en fællesskabsfølelse, og relikvierne af de første martyrer var naturlige samlingspunkter; martyriet blev opfattet som et parallelt forløb med Kristi lidelseshistorie. Menighederne kunne på lokalt plan samles i nærheden af dem, som havde givet deres liv for de troendes fællesskab. Det er et gennemgående træk i beretningerne om martyrernes og helgenernes liv, at det er begivenheder som på en eller anden måde refererer til Kristus’ eget jordiske liv, der er grundstammen i fortællingen. Der er ofte et forvarsel om vedkommendes fødsel og fremtidige hellighed, de udmærker sig ved at være specielt fromme i deres barndom, og deres hellige handlinger er, på trods af hver enkelt helgens særlige karakterer og kendetegn, næsten altid modelleret så man tydeligt kan ane en Kristus bag handlingsforløbet. På den måde blev helgenerne tolket som en slags vejvisere for de kristne og de viste hver på deres specielle måde, at en efterfølgelse af Kristus er menneskelig mulig. Relikvierne blev opfattet som et pant på denne erfaring og overbevisning.
Helgendyrkelse og relikviekult er blevet og bliver nogen gange sammenlignet med henholdsvis afguderi og magi, iscenesat for ren fup og svindel. Som middelalderforsker er det umuligt at benægte at der har været elementer af begge dele med inde i billedet i løbet af  kirkens historie, specielt i mere folkelige religiøse sammenhænge, og at det til en vis grad stadig har stor betydning.

Alligevel har kirken altid ønsket at beholde relikvierne som en del af sin tradition og sin religiøse identitet, selvom intet relikvie fra officiel side er blevet erklæret "ægte". Det er en "katolsk" holdning i den forstand at det er at insistere på ikke at udelukke en religiøsitet der har med håndgribelige symboler at gøre, og det er at erkende at vores menneskelige måde at tænke, tale, og udtrykke religiøsitet på også har noget at gøre med den fysiske virkelighed omkring os. Der er igennem tiden opstået mange religiøse strømninger både inden og uden for kirken, som ikke har villet anerkende materielle eller billedlige udtryk for hellighed. I de fleste af disse tilfælde har kirken taget en kraftig stilling mod disse bevægelser, og det er til stadighed blevet opfattet som et stærkt symbol at ingen katolsk kirke indvies uden at der nedlægges et relikvie af en helgen i alteret.
Hvis billedet af nutidens identitets-merchandise og oplevelsesturisme er broget og mangfoldigt, så kan man sige nogenlunde det samme om middelalderens relikviekult og pilgrimsrejser. Relikvierne kan inddeles i forskellige typer. Først er der de egentlige relikvier, dvs. helgenernes knogler, negle, hår, eller hele legemsdele. I visse perioder spekulerede man meget på om der kunne eksistere relikvier efter Jesus, men da opstandelsen forstås som fuldt legemlig, ledte spekulationerne til de eksisterende muligheder for sådanne relikvier, som da også belejligt dukkede op på forskellige steder og tidspunkter: Kristi forhud (fra omskærelsen), hans blod, og måske sveden i de såkaldte svededuge (fra lidelsen). Sådanne „relikvier" synes måske bizarre i dag, men det var måske i virkeligheden en meget kontant og håndgribelig måde at fejre læren om inkarnationen på, ikke i teologiske og utydelige vendinger, men med materielle symboler. Jeg tror at sådanne relikvier netop havde deres religiøse betydning og styrke, fordi de udtrykker Kristi indvielse til sin enestående mission (omskærelsen), frelsen som går gennem Kristi lidelse (sved), gjort nærværende gennem nadveren (blod). På samme måde med de sekundære relikvier, splinter af korset, torne fra tornekronen, eller bare geografiske steder som ansås for at have været i fysisk kontakt med Jesus. Splinter af korsrelikvier blev afbrændt, og asken blandet op i store mængder af ler. Så kunde pilgrimsmærkerne støbes ud i hundredtusindvis en uendelig tynd opspædning af det Hellige Kors. Stadig var det troen på at Kristus fysiske tilstedeværelse på jorden og korset som symbol på menneskelægtens frelse, som var det afgørende.

Relikviekulten, som vi kender den fra middelalderen, forblev en meget betydningsfuld del af den kristne kultur. Men samtidig blev relikvierne også anset for at have en magisk kraft, de blev brugt som amuletter og ofte sat i forbindelse med mirakuløse helbredelser. Relikvierne havde også betydning på et kollektivt plan, som når de blev båret i procession for at afværge en katastrofe over en by og dens indbyggere. Relikviegaver blev givet som pant på politiske alliancer, og fra de mange officielle forsøg på at komme relikviehandelen til livs kan man nok udlede at den til tider blomstrede. Derudover var både relikvietyverier og relikvieforfalskninger hyppige. Kan vi så overhovedet bruge relikvier til noget i dag, med den belastede fortid de slæber rundt på? Det mener jeg godt at vi kan. Jeg mener faktisk ikke at vi kan undvære dem. Det er blot ikke så meget et spørgsmål om selve relikvierne, falske eller ægte, som det er et spørgsmål om der er brug for en anerkendelse af helgener. Hvis vi tror at hellighed er mulig, så har vi også brug for helgener til at vise os hvordan mennesker – på utallige måder og til forskellige tider – er lykkedes i deres efterfølgelse af Kristus og har fundet frem til en "hel" eller "hellig" måde at realisere deres identitet som kristne. Det er det, relikvier er gode til at minde os om.

/ct

tilbage til toppen

Copyright tilhører Vero.dk
Må kun citeres i uddrag og med tydelig kildeangivelse og link til vero.dk