De syges salvelse

"Er nogen iblandt jer syg, skal han kalde menighedens ældste til sig, og de skal bede over ham, efter at de i Herrens navn har salvet ham med olie. Så vil troens bøn frelse den syge, og Herren skal rejse ham fra sygelejet, og har han begået synder, skal det tilgives ham. (Jak. 5, 14-15)"

Siden de ældste kristne menigheder har man i kirken haft et ritual til at styrke den, der er ramt af alvorlig sygdom. Da man i 1300-tallet nåede frem til en fuldstændig formulering af vore nuværende syv sakramenter blev de syges salvelse regnet for det syvende og sidste. I middelalderen blev sakramentet i tiltagende grad opfattet som noget, der hørte den døende til, og sygesalvelsen blev derfor i en periode hovedsagelig brugt, når døden var nært forestående. Man talte ligefrem om 'den sidste olie'. 
I de seneste århundreder er man imidlertid vendt tilbage til en opfattelse og praksis, der stemmer mere med den oprindelige opfattelse.

Sygesalvelsen bør anvendes til enhver døbt person, der rammes af alvorlig sygdom, som udsætter ham eller hende for stor belastning. Her kan sakramentet virke ved at styrke den syges tillid til Gud og styrke hans evne til at bære lidelse og dødsangst. Når sakramentet modtages, således som det er tilsigtet, løfter det også den syges byrde af skyld, og i visse tilfælde kan man efter sigende se, at den syge efter sakramentets modtagelse bliver rask. De syges salvelse er altså ikke et sakramente for den døende - her er eukaristien det rette sakramente til styrkelse af den, der skal begynde rejsen ind i døden og frem til opstandelsen. 
Sygesalvelsen udføres traditionelt ved at en præst smører olie, der er indviet af en biskop med det formål at være det syvende sakramentes ydre tegn, på den syges pande og beder sammen med ham eller hende. I tilknytning til sakramentet, der kan gentages ved fornyet sygdom, vil man ofte også modtage bodens sakramente og eukaristien. Tidligere salvede man bl.a. også den syges øjne, næse, ører, hænder og fødder, men dette bruges normalt ikke længere. Sakramentet kan kun modtages af en døbt person, der er - eller i det mindste har været - ved sine sansers fulde brug ud fra den betragtning, at kun sådanne mennesker kan rammes af den eksistentielle angst og uro, der kan følge svær sygdom.

Sygesalvelsen har altså fra den allertidligste tid været en del af kirkens praksis. Selvom den i det nye testamente kun omtales udtrykkeligt i Jakobs brev, kan man i Kristi mange helbredende undergerninger se en nærliggende parallel med vores syvende sakramente. Selv ramt af svær sygdom, legemligt svag og bange for, hvad der skal ske, og hvordan man skal klare sygdommens udfordring, selv dér besidder kirken et gammelt ritual, der formidler Guds helende nåde til os.

/jesh

tilbage til toppen

Copyright tilhører Vero.dk
Må kun citeres i uddrag og med tydelig kildeangivelse og link til vero.dk