Opstandelsens betydning

Nogle dage efter Jesus var blevet henrettet som en uromager af den romerske besættelsesmagt i Palæstina, opdagede nogle kvindelige bekendte at hans grav var tom (Luk 24). Jesu henrettelse gjorde hans disciple meget forvirrede og urolige, og de troede at nogen måske havde stjålet Jesu lig fra graven. Tilsyneladende vendte disciplene tilbage til deres tidligere arbejde, og f.eks. genoptog Peter fiskeriet i Gallilæa, hvor han så pludselig stilles ansigt til ansigt med en forvandlet Jesus (Joh 21, 1-14). Herfra og fra andre beretninger om, at Jesus mødte sine gamle venner efter han var blevet henrettet og begravet, stammer vores tro på Kristi opstandelse, og herfra startede den kristne kirke og vores forhåbninger om et liv, der strækker sig gennem døden ud i evigheden - også for hver enkelt af os.

Opstandelsen var en uventet begivenhed for disciplene, men for dem betød Jesu opstandelse begyndelsen på en banebrydende afklaring og ny forståelse af Jesus og hans liv: han var Herren, Guddom og evig (Ap.G. 2, 22-36). Først i opstandelsens lys begyndte den fulde betydning af Jesus at gå op for hans disciple. I den første tid forventede de jødiske disciple, at han meget snart kom igen som Messias, men efterhånden begyndte den dybere betydning af opstandelsen at gå op for dem. Opstandelsen gav ny mening til Jesu fødsel, inkarnationen (Joh 1,1; Fil 2, 5-9), og til sammenhængen mellem Kristus og hele skabningen (Kol 1, 15-20). Da Jesus var en del af en familie og i slægt med mange forudgående generationer, ja i biologisk sammenhæng med alle mennesker og hele skabningen, betød Jesu opstandelse også at forventningen om vores egen skæbne efter døden blev til et håb om evigt liv (f.eks. Joh 11,25-26; 6,39-44.54; 1 Kor 15, 17-22). At hans skæbne også vil blive vores skæbne.

Jesu opstandelse var ikke en genopvækkelse fra døden ligesom Lazarus' til genoptagelse af et almindeligt legemligt liv i gamle omgivelser. Jesus opstandelse var anderledes: hans biologiske eksistens var forandret, så han kunne overskride de normale fysiske love og betingelser, der gælder for vores almindeligt kendte materielle tilværelse (gå gennem lukkede døre, dukke op og forsvinde uden varsel, være på flere steder uden tidsmæssig begrænsning osv.). Jesu nye liv efter opstandelsen var et forvandlet liv (1 Kor 15,42-44), som han ikke skulle dø fra igen, og hans fremtoning var så anderledes, at ikke alle hans gamle disciple kunne genkende ham lige med det samme (Luk 24,16). Men den opstandne Jesus var også konkret til stede i fysisk og materiel forstand i en grad, så han kunne spise sammen med sine gamle venner og snakke med dem. Det var således ikke en ny Jesus, det var den gamle historiske Jesus, blot med en forvandlet eksistens, der var meget større end den gamle.

Faktisk var der ingen, der så selve opstandelsen ske. Kun konsekvenserne kender vi. Både de konsekvenser, det umiddelbart havde for Jesu disciple, og som Det Nye Testamente beretter om, og så de konsekvenser det havde for etableringen af den kristne kirke og vores egen personlige kristentro. Opstandelsen var den begivenhed, der satte det hele i gang, og som stadig er hjørnestenen i hele vores forståelse af det glade budskab om frelse for os og hele skabningen uanset synd og død.

"For ligesom alle dør med Adam, 
skal også alle gøres levende med Kristus"
(1. Kor 15,22)

tilbage til toppen

Copyright tilhører Vero.dk
Må kun citeres i uddrag og med tydelig kildeangivelse og link til vero.dk