Retfærdig krig

Drabets oprindelse

Døden er ingen menneskelig opfindelse, drab ej heller. Naturligvis lever rovdyr af deres byttedyr, men højt udviklede dyr som chimpanser eller bavianer dræber artsfæller ikke af sult men som del af deres konfliktløsning. Det gør mennesket også. Nu kunne dette fænomen skyldes en fejl ved naturens indretning, en konsekvens af en falden natur, som også vi har del i. Men hvis nu naturen er falden, og ondskab og misbrug har indfundet sig som en integreret del af den skabte virkelighed, da er det spørgsmålet om ikke drabet i nogle situationer kan være et modsvar på ondskaben fremfor selve dens udtryk.
Den kristne doktrin om at vende den anden kind til, skal givetvis tages alvorligt. Det er et af de fineste udtryk for kristendommens udvikling af det barbariske menneske at foreholde os idealet om at tilgive og vise forståelse selv overfor den uret, vi måtte blive udsat for. I sidste ende er det den eneste vej til en stadigt bedre verden; en opadgående, fremfor nedadgående spiral. Hævnen er ikke vores, den er Herrens. Men begrænsning af skadernes omfang, et stop for overgreb og lidelse hører bestemt også til kristen ansvarlighed overfor sine medmennesker. Det er ikke moralsk ansvarligt stiltiende at acceptere overgreb på andre, svagere mennesker. Når voldsmanden nedslagter sine ofre vil en stiltiende accept gøre én medansvarlig. Selv højlydte protester og appel til voldsmandens bedre jeg vil måske ikke være nok, og har man dér muligheden for at gribe ind og standse voldsmandens hærgen, da er det uomtvisteligt et moralsk krav at gøre det - også selvom det skulle medføre voldsmandens død. Det er her afgørende, at ens hensigt ikke er drabet i sig selv men derimod begrænsningen af yderligere skade og lidelse. Drabet er en utilsigtet om end ikke uforudset følgevirkning. Havde Herren givet det gode magt kunne en sådan indgriben muligvis ske uden voldsmandens død, men sådan er det jo tydeligvis ikke altid. Voldsmandens død er vel for så vidt heller ikke i sig selv nogen ultimativ katastrofe. Han stedes jo for sin skabers domstol og må som alle os andre svare for sig selv. Derimod involverer drabet ofte en uskyldig - nemlig den moralsk motiverede 'gerningsmand', der påtager sig det tunge ansvar at leve op til sin forpligtelse overfor de uskyldige ofre og måske risikere sin egen sjæl. Politimanden, der skyder og dræber en angribende massemorder midt i en fyldt skolegård, vil måske ikke have det store besvær hverken med sin egen samvittighed eller omgivelsernes bedømmelse. Men F16 piloten, der fejlagtigt udløser bomber over et hospital fremfor fjendens våbenfabrik, vil almindeligvis lide store samvittighedskvaler efterfølgende. Alligevel kan også han handle i overensstemmelse med god moral og kristne idealer.

Regler for krig

Augustin formulerede nogle regler for acceptabel krig:

1. målet må være genoprettelse af freden, 

2. krigen skal føres med mådehold, 

3. grundholdningen må altid være den kristne næstekærlighed, 

4. krigen må kun besluttes og føres af den retmæssige autoritet, 

5. retfærdigheden skal bevares; hævn, grusomheder og repressalier skal udelukkes. 

Disse regler er måske gode nok i sig selv, men problemet opstår ofte i deres fortolkning. Således syntes såvel allierede som tyske kristne under første verdenskrig hver for sig, at disse regler dækkede lige netop dem og ikke de andre. Det kan så være, hvad det vil. I sidste ende fritager ambivalens ikke for ansvar. Når der er tale om et beslutningspres som i en krigssituation, så må man tage sin beslutning så godt som muligt, og følge beslutningen op med handling. At beslutningen er svær kan måske undskylde en forkert beslutning, men ikke en manglende beslutning. 
Ofte er det imidlertid ikke så let at begrunde en krig med nødværge på andres eller egne vegne. I de store verdenskrige forekom det i begyndelsen nok de fleste, at krigen var et politisk redskab, et modsvar på fremmedes forsøg på at tiltvinge sig overhøjhed og dominans. At modstand mod et Nazi-regimes overhøjhed ikke alene var forsvarlig men et decideret moralsk krav viste sig først efterfølgende ved afsløringerne af de grusomme overgreb dette regime og dets ideologi havde forøvet mod millioner af forsvarsløse jøder og andre uskyldige mennesker. Men dette kan så illustrere, at en bedømmelse af en truende politisk udvikling faktisk kan være tilstrækkelig til, at selv en omfattende og særdeles smertefyldt krig kan være velbegrundet og retfærdig. 

Moderne krig er dog potentielt så ødelæggende, at dette i sig selv kan gøre krigen utilladelig - i hvert fald hvis alle midler bringes i anvendelse. Biologisk krig eller omfattende anvendelse af kernevåben kan udsætte menneskeheden som sådan for risiko, og brug af disse våben vil derfor altid og under alle omstændigheder være forkert. Skulle en trussel være så stor, at kun ragnarok kunne modsvare truslen, da ville ens eget nederlag være at foretrække frem for at risikere menneskehedens udslettelse. De nuværende bestræbelser på at eliminere såvel biologiske våben som de meget store kernevåbenlagre er derfor i overensstemmelse med forestillingen om, at retfærdig krig også fremover skal kunne føres, hvis et uafviseligt behov skulle optræde.

Krigens nødvendighed

Fremtidens krige vil forhåbentligt blive færre, og alle midler skal tages i brug for at forhindre dem i at opstå. De teknologiske muligheder understøtter til en vis grad stadigt mere præcis, kraftfuld og dog velafgrænset krigsindsats, hvilket for så vidt er positivt så længe principperne for en retfærdig og velbegrundet krig følges. Derved bliver det måske teknisk muligt at forhindre skammelige katastrofer som folkedrabet i Ruanda, om end dette jo ikke i sig selv giver de politiske beslutningstagere det ansvarsfulde mod, som de dengang manglede. De uskyldige ofres forbandelser over de velstillede landes ansvarsforflygtigende passivitet runger stadig mod himlen.
Til gengæld kan vi i NATO være stolte over at have løftet ansvaret i Kosovo. Ikke uden frygtsom selvransagelse måske, men krig bør heller aldrig være noget, man går let til. Krigen i Kosovo var på sin vis nødværge, for så vidt som etniske udrensninger var i gang og var medvirkende til at flytte beslutningstagerne det sidste lille stykke over stregen. Men da beslutningen blev truffet var udrensningerne alligevel ikke så massive, at de alene ville have kunnet udløse beslutningen om at gå i krig mod Serbien. Der var yderligere tale om en konflikt mellem ideologier og menneskesyn, hvor det serbiske regimes menneskesyn blot havde vist sig gennem den begyndende etniske udrensning. Analogt til krigen mod Nazi-Tyskland viste de allieredes bedømmelse og deraf følgende beslutning for krig sig at være velbegrundet. Alligevel er det interessant at konstatere at også i vores samtid kan der skabes opbakning til en værdibegrundet krigsindsats uden direkte trussel mod os selv. De værdier vi samledes om og som altså udgjorde retfærdiggørelsen for vores militæralliances angrebskrig er netop de kristne værdier og det kristne menneskesyn: at beskytte de svage fremfor at alliere os med den stærke. Dette har i sig selv eksponeret nogle dybt forankrede etiske og i grunden religiøse værdier i vores kultur; værdier med indbygget ansvar som vi ikke kan frigøre os fra. Det er derfor meget usandsynligt, at vi har deltaget i den sidste retfærdige krig.

/jesh
 

tilbage til toppen

Copyright tilhører Vero.dk
Må kun citeres i uddrag og med tydelig kildeangivelse og link til vero.dk